Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Nabohjælp

Klaus Kjøller Fold sammen
Læs mere

Daniel og Ali, som ikke vil have efternavnet i medierne, var mødt op, da politiet anholdt en af deres gamle fodboldkammerater, fordi de anser ham for at være en farlig IS-terrorist. »Han er en stille og rolig fyr. Helt normal,« sagde de til Berlingske. Og i Jyllands-Posten udtalte en kvinde, som ønskede at være anonym: »Det er jo helt almindelige mennesker, der bor her, så jeg blev meget overrasket. Det er et meget roligt kvarter.« Disse udtalelser tyder kraftigt på, at de fire anholdte er skyldige. Selv de værste kriminelle som pædofile, øksemordere og skattesnydere bliver altid ved anholdelsen beskrevet af naboer som helt almindelige mennesker. Det ville derfor være smart af IS-terroristerne at rende rundt i nærområdet iført krigsmaling og lave prøvesprængninger. Så ville det være umuligt for anonyme naboer at erklære dem skyldige på grund af deres normalitet. Hvis naboerne da ikke bare tror, at det er fastelavnsløjer, som beviser, at integrationen har sejret ad helved til.