Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Munter katastrofe

Klaus Kjøller Fold sammen
Læs mere

Som asteroider jævnligt truer med at ramme os og udslette alt liv på kloden, således truer den omrejsende muntre tibetanske munk, Dalai Lama, jævnligt med at besøge vores land og ødelægge vores gode handelsforhold til Kina. Nu har udenrigsminister Martin Lidegaard så gjort munkens besøg ekstra katastrofalt ved først at afvise at modtage ham med en usandhed om, at det var et brud på nogle aftaler med Kina. Derefter forsøger Lidegaard at afværge besøget med en dumhed, nemlig en henvisning til, at Dalai Lama ikke har bedt om et møde med regeringen. Her har Lidegaard åbenbart glemt, at hans chef, Helle Thorning-Schmidt, i 2009, da lamaen besøgte statsminister Løkke som privatperson, lovede, at hun selv ville møde Dalai Lama officielt og som repræsentant for regeringen, hvis hun som statsminister fik mulighed for sådan et møde. Og det har hun jo nu. Så nu må hun bede Lidegaard om på regeringens vegne at invitere Dalai Lama officielt. Ved fælles klodset indsats har Thorning og Lidegaard altså omskabt en munter, omrejsende munk til en katastrofal udenrigspolitisk asteroide.