Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Moskva vil alligevel ikke blande sig i valgkampen på Djursland

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Russisk valgdeltagelse

Hans Hauge

Det er en stor lettelse, at Moskva ikke vil blande sig i valgkampen på Djursland. Det oplyser Forsvarets Efterretningstjeneste. Russerne kunne godt, de vil også godt. Hvad er det, russerne gør? De »opstiller« falske fjendebilleder, men hvordan mon de adskiller sig fra de ægte fjendebilleder, som SF opstiller? Hvem ville ikke gerne se et sådant falsk fjendebillede?  Russerne misinformerer. Men gør Enhedslisten ikke også altid det?

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel vil eller kan Rusland bruge urolighederne på Nørrebro. Men til hvad mon? Gør de det for tiden? Støtter Putin DF? Ja, Moskva støtter de højreekstreme, siger Splidsboel. Og hvem er de? Er der ikke noget med hende Marie Krarup. Hun ryger nok ud af Folketinget, men i Moskva vil de gerne beholde hende. Mon ikke Splidsboel har læst for mange John le Carré-romaner?

Et brændende Europa

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det var et dybt deprimerende syn at se Notre Dame brænde. Ikke blot fordi katedralen er en kulturskat, men fordi det er et symbol på Europas tilstand. Mens det går fremragende økonomisk i USA, så går det halvskidt i Europa. Vi kæmper med islamister og autonome.

Ytringsfriheden er under pres og de europæiske ledere vakler i afgørende sager om flygtninge og ytringsfrihed. Vi har netop set voldsmænd angribe politiet på Nørrebro. Politiets reaktion var at forbyde en tosse i at holde demonstration. Voldsmændene har nu magten. Socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen skrev på Facebook om demonstranterne: »Hvor var I så alle de gange hvor Hizb Ut Tahrir holdt demonstrationer? Når de opfordrede til drab på danske jøder? Men åbenbart er det kun når der står EN enkelt tosse, og kaster med koranen, at I hidser jer op.«

Vi er i brændende Europa og Notre Dame er det sørgelige symbol.

Blokeret folkestyre

Anne Kirstine Cramon

Anne Kirstine Cramon. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

I denne uge demonstrerede organisationen Extintion Rebellion Danmark foran Christiansborg, hvor de blokerede døren, så de folkevalgte ikke kunne komme ind og passe deres arbejde. Blandt andet forsøgte de at stoppe socialdemokratiske Kaare Dybvad Bek, og hev blandt andet politikerens sko af ham. Tænk engang, nogle aktivister i mærkeligt tøj, der blokerer en dør og som på nærmest sekterisk vis synger grimme sange og opfører sig træls på Christiansborgs trappe til fordel for en mere eller mindre tilfældig venstreorienteret mærkesag. Den opskrift er lige så nyskabende, som den er vellykket. Groft Sagt opfordrer til, at Extintion Rebellion Danmark for fremtiden i stedet forsøger at sætte skoen på den anden fod