Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Måske M. Tesfaye har glemt, at han er minister?

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Tabula rasa som minister

Eva Selsing

Vores integrationsminister M. Tesfaye »frygter«, at indvandrerbørn vil blive sendt på genopdragelses(tor)tur af deres kærlige forældre. Det er en spøjs sprogbrug, fordi det ligesom antyder, at M. Tesfaye ikke er i stand til at gøre noget ved problemet. Måske M. Tesfaye har glemt, at han er minister og således ikke bare en indehaver af magt, men selveste magthaverEN på området. Hvad med lidt handling?

Eller er det for meget forlangt af den godmodige, men kronisk overraskede fyr, som ved hver en melding om parallelsamfundets talrige, kendte rædsler, lader til at gøre sig en spritny erfaring? En tabula rasa i ministerform: »Er der megen social kontrol? Det siger I ikke!« eller »Er der masser af indvandrervold i [indsæt en hvilken som helst dansk by]? Det er da chokerende!«

Det forlener opløsningen af Danmark med en helt utroligt ugraciøs forvirring fra højeste sted.

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Ej synd for en Elleman(d)

Jarl Cordua

Venstres Jakob Ellemann-Jensen er genstand for hård kritik. Ikke mindst fra sine såkaldte medspillere i borgerlig lejr og naturligvis alle vi andre, der måtte få lyst til at lette ben op af hans »fine nye hus«, der står lidt skævt, og hvor det regner ind af taget.

Én ting mangler imidlertid i kritikken af oppositionslederen. Det er kaskaden af læserbreve og artikler især i Politiken, hvor man tager Ellemann i forsvar for al den voksenmobning, han er udsat for. Naturligvis begrundet i særligt forudindtaget kønsbestemt had fra alle kritikerne. Sådan lød det enslydende budskab jo, de gange en kvindelig statsministerkandidat klumrede rundt i det. Uduelighed var udelukket som forklaring.

Groft sagt føler sig dog helt sikker på, at når den dag oprinder, hvor en kvindelig – og rød – statsministerkandidat famler rundt, dummer sig og indhøster sin velfortjente kritik, vil det igen vælte frem med beskyldninger om det sædvanlige misogyni.