Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Lykketoft er Danmarks svar på Jeremy Corbyn

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Afdanket politiker ser HBO

Bent Blüdnikow

Mogens Lykketoft har set serien »The Loudest Voice« om TV-stationen Fox på HBO. Med viden fra denne serie, der selvfølgelig er ét langt hadsk angreb på stationen, konkluderer Lykketoft i Jyllands-Posten: »Murdoch investerede milliarder i at skabe Fox News i USA. Til at banke det op satte han i spidsen et endnu større menneskeligt monster ved navn Roger Ailes: En totalt samvittighedsløs og meget slagkraftig repræsentant for det yderste højre, der helt manglede vilje til at sondre mellem sandhed og løgn. Roger Ailes var frem for nogen den, der promoverede og fik valgt Donald Trump - det største af de tre monstre - til USAs præsident.«

Man forstår bedre Mogens Lykketofts verdenssyn, når man ved, at han får sin viden fra TV-serier. Lykketoft var udenrigsminister i en ultrakort periode, men længe nok til at skaffe os USA som fjende. Lykketoft er Danmarks svar på Jeremy Corbyn.

Die dumme Dänen

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

EUs østrigske budgetkommissær, Johannes Hahn, har været på en smuttur til Danmark med et budskab om, at Danmark skal slippe flere slanter til EUs budget. Han vil gerne have sådan cirka seks milliarder kroner mere per år fra de danske skatteborgere.

Det er slet ikke noget problem, argumenterede han, thi de flere penge er »en investering« i de fordele, som vi har i kraft af det indre marked. Det er rigtigt, at Danmark har store fordele af det indre marked.

Det er imidlertid ikke fordele, som forøges, fordi Danmark erlægger flere penge til EU. De to ting har ikke noget med hinanden at skaffe, som flere danske eksperter gik frem og gjorde opmærksom på. Kommissæren havde måske forventet, at de dumme danskere kunne bildes hvad som helst ind. Det gik så ikke denne gang.