Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Loyalitetspoint

Eva Selsing Fold sammen
Læs mere

Mange butikker benytter konceptet, ifølge hvilket kunderne optjener point hver gang, de køber noget. Disse kan så veksles til varer eller rede penge på et senere tidspunkt. Formålet er, som ordet antyder, at skabe loyalitet og en følelse af tilhørsforhold mellem kunden og virksomheden. Matas har eksempelvis et sådant program. Og nu vi er ved Matas, så demonstrerede en Sarah Elizabeth Daley forleden, at loyalitetsprogrammer ikke er forbeholdt butikker: også kulturelle segmenter som De Krænkelsessøgende benytter sig af den socialpsykologiske teknik. Daley klagede til Matas over en creme-etiket. På denne stod »Normal til mørk hud«, hvilket naturligvis var udtryk for den dybeste racisme. Matas var hurtig til at ændre den trykte krænkelse, for med en potentiel shitstorm som det sandsynlige udkomme, har de fleste efterhånden lært at rette ind. På den måde fik Daley bevist sin loyalitet over for krænkelsessekten og kan efterfølgende indkassere sin kulturelle gevinst. Lidt som når en HA-prospect skal vise de flotte fyre med rygmærker, at han er en hård negl. Med sammenligning, i øvrigt.