Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Lomborg Galileo

Klaus Kjøller
Læs mere
Fold sammen

Bag klimadebattens mylder af detaljer i tykke rapporter er Bjørn Lomborgs enkle budskab, at vi skal benytte almindelig sund fornuft og cost-benefit-analyse: Vi skal bruge vores penge der, hvor vi ved, at de gør mest gavn.

Trods dette yderst banale, overordnede budskab, som det er umuligt at være imod, beskriver alle 50-års-fødselsdagsportrætterne Lomborg som en kontroversiel oprørsfigur. Og til Berlingskes portræt bidrager to af Lomborgs kritikere endda med løgnagtige påstande. Klimaminister Rasmus Helveg Petersen siger, at der ikke er megen konstruktiv kraft i Lomborg. WWF Verdensnaturfondens generalsekretær Gitte Seeberg siger, at han prædiker en nærmest markedsfjendsk indgang til løsning af problemerne.

Når almindelig sund fornuft stemples som kontroversiel og bekæmpes med løgne, så ved man, at overtro og galskab har formørket sjælene. Det var samme glade vanvid, som i 1633 fik den pavelige inkvisition til at tvinge Galileo til – i strid med sund, videnskabelig fornuft – at sværge, at Jorden var universets nagelfaste centrum.