Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Loke, Thor og Kim Møller

En kritisk skribent, der driver landets mest læste politiske blog, blev lørdag sammen med en ven overfaldet, da de iagttog en demonstration i Århus organiseret af ekstremistiske kræfter.

Efter at være blevet slået med flasker og sparket liggende på jorden af otte-ti mand, fik de lægebehandling. Hvis De, kære læser, synes, at det lyder som en principielt vigtig historie i et land, der i hvert fald tidligere har brystet sig af ytringsfrihed og pluralisme, så har De ret. Men hvis De tror, at det var en historie, som mediernes egne skribenter ville dække intenst, så tager De fejl. Bloggeren hedder tilfældigvis Kim Møller og er en selvbetegnet nationalkonservativ, som er kritisk over mangt og meget, ikke mindst venstrefløjen og multikulturalismen. Det kan man mene om, hvad man vil, og hos danske journalister mente man åbenbart, at historien ikke bare er uinteressant men reelt ikke-eksisterende.

Nok blev et dusin venstrekeksistremister anholdt, fordi politiet frygtede at de havde som formål at ville slås, og nok blev nogle formodede overfaldsmænd tilbageholdt. Men Århus Stiftstidendes korte dækning skete med et foto af den blødende Møller — og den ledsagende overskrift »Fredelig begyndelse på antinazistisk demonstration«. TV2 Online kan fortælle, at »alt forløb fredeligt«, ligesom Ritzau og DR fastslår, at der var tale om en rolig »demo«. Politiken kan efter intens research fastslå, at det er umuligt at sige, hvorvidt overfaldsmændene var venstre- eller højreradikale.

Set i bakspejlet, kan man være lidt forundrede over, at mediernes dækning af attentatforsøget mod Kurt Westergaard ikke kunne sammenfattes som »Fredelig nytårsdag i Århus — bortset fra da aggressiv bladtegner angreb fredelig økse-entusiast med livsfarlig toiletdør«.