Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Løkke-sagen og utroskab

Læs mere
Fold sammen

Elementær kronologi er en nyttig idræt at mestre, hvis man søger at skaffe sig en forståelse af årsag og virkning i menneskenes verden. Hvis webmaster Lars Pihlkjær Jensen havde haft kronologien i orden, ville han ikke have skrevet i Berlingskes Kommentar sidste tirsdag, at Lars Løkke Rasmussen under GGGI-sagen i efteråret 2013 reddede »skindet med argumentet om, at det var absolut sidste gang, at der var rod i papirerne i Venstre«, men at det nu har vist sig, at dette ikke var rigtigt. Den i sig selv temmelig komiske sag om tøjindkøb og særlige udgifter til rengøring af hotelværelse, der nu har optaget fædrelandet de sidste fjorten dage, drejer sig jo om dispositioner foretaget tidligere end GGGI-sagen.

Lad os gøre et tankeeksperiment: Under en forretningsrejse i efteråret 2013 var Pihlkjær Jensen, den filur, sin kæreste utro med en underskøn skabning fra Rue Saint Denise i Paris. Kæresten fatter mistanke. Under tårer og tænders gnidsel lover Pihlkjær Jensen i en fem timer lang bodsgang, at det aldrig vil ske igen. Så dukker en gammel rival op, en ondskabsfuld rad, og fortæller kæresten, at Pihlkjær Jensen også var hende utro i 2011. Ville Pihlkjær Jensen så synes, at det var i orden, hvis kæresten beskyldte ham for at have svigtet det løfte, han gav i 2013? Hvis han synes det, så er han ikke af denne verden. Men så er der til gengæld fuld overensstemmelse mellem ham og hans kommentar.