Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Liberal eller liberalistisk?

Socialrådgiveren og socialdemokraten Henning Tjørnehøj vil have DR til at ophøre med at kalde Venstre for Danmarks liberale parti, for Venstre er ikke liberalt, men liberalistisk, mener nu Tjørnehøj, som i Politiken forsøger sig som sprogfilosof. Han har slået ordene op i en Nudansk Ordbog, og der betyder liberal »frisindet«, og det er Venstre ikke.

Cepos er heller ikke, og Tjørnehøj har helt glemt Liberal Alliance, der altså burde hedde Liberalistisk Alliance. Gælder der andre regler for social og socialistisk? Burde SF hed Socialt Folkeparti? Burde Socialdemokratiet hedde Socialistdemokratiet? Og skal man kalde Nationalpartiet Nationalistpartiet? Og er islam i virkeligheden islamistisk? I kulturradikale kredse er frisind det rene højskolesnak. De kulturradikale er ikke frisindede eller liberale, de er tolerante. Mon de nu vil opfordre den sociale socialist Tjørnehøj, der er liberal, til at ophøre med at bruge ordet liberal?