Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Levebrøds-Johanne

Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen er ked af, at den såkaldte Boligjob-ordning er blevet afskaffet. Nu kan man ikke længere fradrage håndværkerudgifter og udgifter til rengøring op til en vis grænse. Da Jørgensen skrev på Facebook, at han nu ville gøre tingene selv, fordi det var for dyrt at købe den slags ydelser, blev han verbalt overfaldet af en venstreorienteret pøbel. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen skrev:

»Manden tjener mere end 700.000 kroner om året. Og nu klynker han så over, at sosu’ens, slagteriarbejderens, pædagogens og klejnsmedens skattekroner ikke længere skal gå til, at han kan få rabat på rengøringen.«

Johanne Schmidt-Nielsen overså behændigt, at Boligjob-ordningen var en måde at få håndværkere og rengøringsfolk i arbejde i private hjem, hvor de sjældent kommer »hvidt« pga. høje skatter og afgifter. Ikke en eneste af sosu’ernes, slagteriarbejdernes, pædagogernes eller klejnsmedenes skattekroner gik til rabat på rengøringen hos folketingsmedlem Jan E. Jørgensen eller andre for den sags skyld. Skatten på rengøring blev bare sat ned.

De stakkels sosu’er, slagteriarbejdere osv. betaler til gengæld masser af skat til folketingsmedlemmer som Johanne Schmidt- Nielsen, en kvinde der betragter enhver skattelettelse som en gave fra statskassen. Naturligvis, fordi hun mener, at alle penge naturnødvendigt tilhører statskassen, indtil de bliver uddelt. Johanne Schmidt-Nielsen har ret beset kun haft ét rigtigt job i nogle få måneder som pædagogmedhjælper. Som sådan har hun betalt småtterier i skat. Hun blev født med en sølvske i munden som datter af akademikere. Hun var levebrødsaktivist. Så blev hun levebrødsfagforeningsperson. Nu er hun levebrødspolitiker og lever af at belære andre om, hvor værdierne kommer fra.

Det ved hun noget om. Andre har altid skullet betale hendes levebrød.