Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Lektoren og pengene

Edith Thingstrup.
Læs mere
Fold sammen

Ole Bjerg er lektor ved Copenhagen Business School. Det er et sted, hvor de unge lærer at tjene penge, skulle man formode. Men Ole Bjerg er ikke som andre, er arbejder med penge. Han er sociolog og en slags socialist. Derfor forstår han ikke så meget.

»Da jeg var dreng, var der fire mænd i byen, der i mit hoved var rige,« forklarer Ole Bjerg til dagbladet Børsen. »Måden, man kunne se det på, var, at de alle havde en firehjulstrækker. Den ene var bager, og de andre havde et værtshus eller diskotek. Det gjorde det nemt at forstå, hvor deres penge kom fra.«

Nu bor Ole Bjerg ikke længere i Løkken, men i hipster-reservatet Nørrebro. Og han forstår ikke længere noget som helst.

»Når jeg i dag møder mennesker, som er rigere end bageren i Løkken, tænker jeg sommetider, at jeg på et eller andet plan ikke forstår mange penge.«

Så er det jo godt, at Ole Bjerg er blevet lektor på CBS. Her kan de unge kommende erhvervsfolk måske lære den stakkels sociolog-lektor noget om alle de mange penge, der kommer af at finde på ting, som andre gider betale for. Ikke bare bagerens kanelsnegle og morgenbrød. Bare synd, at de studerende skal betale for Ole Bjergs efteruddannelse med deres sparsomme studietid.