Forbyd revyerne
Peter Nedergaard
Inge Glud spørger i et læserbrev i Berlingske, hvor det hele ender, og om man måske snart skal til at forbyde revyerne. Groft sagt har overvejet sagen. Vi er nået frem til, at meget taler for, at det sker.
For det første sker det ikke så få gange, at der i revyteksterne laves sjov med ikke-flertalsbefolkningen. Det går ikke. For det andet behandles både det ene og det andet køn tit og ofte med dyb ironi, som grænser til stereotypisering. Det går slet ikke. For det tredje anvendes der også sarkasme i behandlingen af emner fra andre lande med andre skikke.
Det går overhovedet ikke. Vi ser derfor ingen anden udvej, end at der gives lovgivningsmæssig mulighed for at udstede et revyforbud i områder, hvor revyerne enten er sjove, ironiske eller sarkastiske. Forbuddet kan dog ophæves, hvis de tre elementer fjernes fra diverse sketcher.
Verden ifølge Gram
Hans Hauge
Verden-ifølge-Gram Gram havde fire personer i studiet for at orientere os om fortiden. To Venstrefolk med en fortid i politik: Lykke Friis og Lars Løkke. Dernæst var videnskaben repræsenteret ved dekan og professor Mikkel Vedby Rasmussen. Og endelig en ung mand, der er formand for Røde Kors’ ungdom.
Hvorfor han var med, ved vi ikke, og han talte også så hurtigt, at det ikke fremgik. Han var nok med, fordi han var ung. Og der er jo flere Jugendbewegungen i gang med alle de Wandervögel, der flyver rundt og optræder som klimaaktivister. Undskyld det tyske. Vi, der troede Røde Kors var neutral, fik bevis for, at det er den forening ikke. Den er groft politiserende.
Det kan godt undre, at en videnskabsmand blev chokeret, da folket valgte Trump til præsident. Men det chokerede Mikkel Vedby Rasmussen. Politikerne var blot kede af det. De kunne heller ikke lide Brexit. Det er ok med politikere, men har vi ikke videnskaben til at levere kølige og kloge analyser og så lade Røde Kors og Venstrefolkene være bekymrede? Det kunne da være spændende med en debat mellem ideologer (følelser) og ideologikritik (videnskab), men det blev ideologi det hele. Hvorfor var der ikke en voksen videnskabsmand til stede?