Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Et positivt og spændende træk ved danske kunstmuseer i de senere år har været den store indsats, der gøres af kunsthistorikere og formidlere for at hjælpe udstillingsbesøgende og andre gæster til at få et bedre udbytte af besøget. En Søren Mølstrøm, der kalder sig museumskunstner og er uddannet ved RUC i performance-design og historie, er vred over kunsthistorikerne, som han mener, hævder et monopol og bilder os ind, at det »kræver en længere, langhåret uddannelse i kunsthistorie for at få gammel kunst til at give mening.« Han er vred over, at Statens Museum for Kunst har ledsaget en udstilling af blomster og kunst med den forklaring, at et »billede af en blomst er et billede af tiden,« som om det ikke var en god oplysning at få, at blomster i gamle dage netop havde en mening ud over bare at vise blomster, men også at pege på livets korthed. En enkel og for mange nyttig oplysning, der sætter blomsterbilleder i et nyt perspektiv. Mølstrøm vil helst afskedige halvdelen af museernes kunsthistorikere, eller, som han skriver »alternativt skal de sendes på kursus.« Deres Groft sagt ser hellere, at de fortsætter arbejdet på det høje niveau, der i de senere år har præget udstillinger på danske kunstmuseer. Man skal nemlig ikke tale ned til folk eller tro, at de ikke forstår budskabet. Det er faktisk et af livets vilkår, at man hele tiden kan trænge dybere ind i tingene, og at meget netop er mere eller noget andet, end det, det giver sig ud for.