Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Kultur er rugbrød

Socialdemokraterne havde samlet 100 socialdemokratiske repræsentanter for kultur-, medie- og idrætsliv til et festligt, kammeratligt møde. Og hvad nåede de efter mange drøftelser og frokoster frem til? Det afslører Mogens Jensen (S) i en kronik i Politiken. Her kommer resultatet: Kultur er rugbrød og ikke flødeskum. Hvordan kan et blot nogenlunde intelligent menneske dog få sig til at sige det? Det gentages flere gange. Det eneste problem er, at denne latterlige metafor er totalt meningsløs, og den er ikke særlig multikulturel. Hvad med en mere opdateret: »Kultur er falafel og ikke Turkish Delight«? Nej, den går ikke, for Jensen tænker kun på dansk kultur, for den er vores fundament. Hvem sagde fundamentalisme? Og kunst skaber fællesskab. Men ikke med DF. Og så giver kunst livsglæde. Gad vide om Mogens Jensen nogensinde har stiftet bekendtskab med det 20. århundredes kunst? Kunst er en negation af alt, hvad Mogens Jensen tror på. For ham er kunst vandland, Gasolin, plakater med Skagensmalere og en hyggelig TV-serie på dansk. Eller oversat til jensensk: Kultur er lagkage med flødeskum.