Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

krænkelsesforebyggelse på KU - slut med »han« og »hun«

Selsing
Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Institut for venstreekstrem krænkelse

Eva Selsing

Det er også for længe siden, at De har hørt fra den radikale venstrefløj. Heldigvis har vi universiteterne til at huse, nære, beskytte og formidle dens tanker, og den forgangne uge bød på et lille gensyn med noget prima krænkelseshys. Institut for Kunst og Kultur ved KU har sendt en mail ud til sine ansatte, hvor de anbefales at undgå ’kønnede betegnelser’ om studerende. Det må naturligvis være fordi der på studiet har ophobet sig en tilsyneladende anselig mængde mennesker, hvis følelser for pronomener er så sarte og inflammable, at den venlige, generelle anvendelse deraf kan sætte deres ganske verden i brand.

At kræve af alle andre, at de ændrer deres sprog – og dertil lever i frygt for krænkelsens karriereødelæggende shitstorm – for at imødekomme denne sensibilitet er selvfølgelig forrykt.

Hvor langt ude på venstrefløjen skal man egentlig være for at finde på den slags? Tja, måske så langt ude som institutlederen på stedet, Mikkel Bolt, kendt for at mene, at værket i Hyskenstræde i 2009, da et seminar om den kreatives klasses »kolonisering« af Københavns arbejderkvarterer, som endte i omfattende hærværk, var det bedste nyere danske kunstværk, og at Enhedslisten ikke er venstreradikal nok.

Må vi så bede om en ordentlig tone?

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Denne Groft sagt-skribent er tilhænger af en rå og åben debat. De, der råber op om tonen i debatten, gør det som regel, fordi de ikke kan lide meninger, som de er uenige i. Alligevel gibbede det i selv samme skribent og morgenkrydderen satte sig fast i halsen, da han læste, at Birthe Rønn Hornbech nu blandede sig i Venstre-opgøret med følgende udsagn om Venstrefolkene, der havde fået Lars Løkke til at flygte ud ad bagdøren: »De har ingen kandidat, de har ingen fremtid, de har ikke nogle alternativer. De vil kun kritisere, og så begynder de som nogle usle hunde at flygte til alle sider.«

I 2008, da Hornbech var integrationsminister, sagde hun til Kristeligt Dagblad, at hun glædede sig over, at tonen i integrationsdebatten var mindre hård end under Muhammed-tegningerne. Nu bidrager Hornbech selv med et rendestenssprog, som får pæne borgere som denne Groft-sagter til at blegne og kløjs i krydderen.

En historiker vender tilbage

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Henrik Sass Larsen er tilbage på jobbet: »Så er jeg tilbage på Christiansborg og med nye omgivelser på nye betingelser. Jeg har bedt om at få lov til at koncentrere min arbejdsindsats omkring Socialdemokratiets historiske virke, et område, som de der kender mig ved, altid har haft min store interesse.« Sådan skriver han på Facebook.

Groft sagt er glad for raskmeldingen. Sass er en helt igennem god mand. Samtidig spekulerer vi på, hvad Socialdemokratiets nye historie-enhed på Christiansborg skal bestille? Er det artikler i »Arbejderhistorie – Tidsskrift for historie, kultur og politik«? Er det kustodevirksomhed angående socialdemokratiske portrætter og buster på Borgen? Det var vore spørgsmål, men kan vi få nogle svar?