Det er blevet chikt blandt progressive historikere at genopfinde Grønland som en tidligere dansk koloni. Både Politikens chefredaktør Bo Lidegaard og historikeren Thorkild Kjærgaard har sagligt afvist denne postmoderne kolonifascination. To adjunkter, der gerne vil fremme karrieren, har taget til genmæle. De kan fastslå, at man i 1930erne opfattede Grønland som en koloni, for det sagde Stauning, og derfor er det et faktum.

Ordet »koloni« er blevet et nyt bandeord. Man bryder sig heller ikke om kolonihaver eller kolonialhandler, Zulu, jødekager, Cirkel Kaffe, vaniljesukker med en araber på, alt imens der råbes et kulturberigende Heil Hitler på Rådhuspladsen i København, men det er ok.

Britisk Indien var ikke en koloni, Australien var det i begyndelsen. Bergenskompagniet oprettede sandt nok en koloni på Håbets Ø i 1728, men den slags usexede tekniske nuancer fremmer ikke universitetskarrieren. Kolonialisme er noget med undertrykkelse at gøre. Husk det nu. Det er ondskab.

Hvorfor denne genopfindelse af kolonialismen? De vil så gerne, at vi dansk-norske var onde, og at vi er det endnu. Og budskabet er, at Hans Egede og hans kone og børn og tusinder af danskere skulle være blevet hjemme. Det gælder også Dronningen.