Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Kofods selvmål

Klaus Kjøller
Læs mere
Fold sammen

Europaparlamentsmedlem Jeppe Kofod (S) havde et læserbrev i Politiken tirsdag med overskriften »Jeg får klaustrofobi, når Dansk Folkeparti leger fort«.

Her sammenligner han »grænsehegnet« i Kastrup og politibetjentene ved grænsen til Tyskland med små børn, der leger fort ved at slæbe dyner, luftmadrasser og gamle flyttekasser ind i stuen, og som absolut ikke gider dele deres lakridssnørebånd med Mohammed, som står udenfor fortet og er blevet lidt brødflov.

Alt sammen meget morsomt. Og så alligevel uhyggeligt, ja, tragisk. For læserbrevet slutter profetisk således:

»Når Tulle, Lille Lars og Inger har fået lov at lege færdig, skal dynefortet pilles ned igen.«

Her er Kofod jo blevet overhalet af lynudviklingen i hans eget parti, således at »den hemmelige socialdemokrat, Sass, og Mette F.« nu også burde indgå i denne opremsning.

Tragisk, at socialdemokratisk politik justeres så hurtigt, at et artigt læserbrev fra partisoldat Kofod bliver til et ufrivilligt satirisk selvmål, inden det når ud til læserne.