Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Københavnerne har selv stemt på hyggehaderen fra Aalborg

dfgdf

Frank og hyggen

Anne Kirstine Cramon

Frank Jensen vil forbyde brændeovne i København. Som så megen anden socialdemokratisk politik handler også dette forslag om, hvordan man bedst muligt kan gøre livet surt for den lille mand. Det er svært at sige, hvad det er, Frank Jensen pønser på, men et godt bud er, at han samler ind til et stort Sankt Hans-bål med dieselbiler og brændeovne lige uden for Københavns bygrænse, hvor interesserede kan komme og lune sig ved københavnersocialismens gløder.

Om brændeovne siger Frank Jensen: »De er kun til hygge, og den hygge må vi vænne os af med.« Der er forlydender om, at hygge-haderen Frank Jensens sorte liste også omfatter plaider, stearinlys, varm kakao med skumfiduser og VHS-bånd med Pippi Langstrømpe.

Dog har Groft Sagt ingen medlidenhed med københavnerne. De har selv stemt på Frank fra Aalborg.

Dumme forbud

Eva Selsing

En skole i Aalborg nægter at politianmelde en islamisk mor, som afleverer sit barn iført niqab. Det minder lidt om politidamen, der krammede en fuld-formummet kvinde ved en demonstration mod den ny lovgivning. Myndigheder og institutioner vil lissom bare helst ikke stå i vejen for islam, vel?

Og det er selvfølgelig bekymrende – men indtil videre har det eufemisk betitlede »maskeringsforbud« resulteret i 59 anmeldelser, to sigtelser og vistnok ingen bøder overhovedet. Så spørgsmålet er, om det er rimeligt at forvente, at en skole tager forbuddet alvorligt, når myndighederne tilsyneladende ikke engang selv gør det.

Hadet til Pia

Bent Blüdnikow

Dagbladet Information kom aldrig ud af de røde 1970ere. Avisen støttede totalitære regimer og har siden brugt størstedelen af sin knappe journalistiske begavelse på at benægte og fortrænge dette forhold. Dette Evighedsstudenternes venstrepopulistiske Magasin har mistet det meste af sin drøm om et marxistisk Utopia og søger til stadighed efter ny identitet og fjendebilleder. Det kommer såmænd ganske let til avisen, for Pia Kjærsgaard er til stadighed et ondt dyr i åbenbaringen.

Så sent som 24. august kunne en medarbejder på avisen ved navn Georg Metz udtrykke sin afsky over for DFs kritik af muslimer, der ikke vil give hånd og som Metz skrev: »Og hvem skal i øvrigt være håndtrykskontrollør? Pia Fucking Formand Kjærsgaard?« Og det er blot et mildt eksempel på avisens ubændige had.