Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Johannes karriereudsigter

Klaus Kjøller
Læs mere
Fold sammen

Hvis næste folketingsvalg holdes efter 7. juni, må vi undvære Johanne Schmidt-Nielsen, som falder for Enhedslistens rotationsprincip. Det vil være et stort tab for valgkampens retoriske kvalitet. Johanne behersker suverænt alle de genrer, en moderne politiker skal kunne udfolde sig i: taler, debatter, korte interview i nyhederne, Morgen-TV med smalltalk om madlavning. Og alle kan lide hende, bl.a. fordi hun – bortset fra dengang med »pisse på«-udtalelsen – altid formilder ekstreme politiske udmeldinger med humor, så ingen bliver bange for, at hun er en fanatisk politisk fundamentalist. Men fundamentalist er hun og de andre i Enhedslisten, for deres politik bygger på en fornægtelse af grundlæggende økonomiske love og en urokkelig tro på menneskets altruistiske godhed. Uden Johannes store blå øjne, kække nordiske look og effektive retorik ville Enhedslisten ikke have ligget så lunt i svinget. Og ingen behøver bekymre sig om Johannes karriere efter Enhedslisten. Når man kan sælge Enhedslisten, kan man sælge hvad som helst, selv Socialdemokratiet, de Konservative og brugte biler.