Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Johanne i Israel

Edith Thingstrup.
Læs mere
Fold sammen

»Stockmarr og jeg er lige kommet ud af to timers sikkerhedstjek i Ben Gurion lufthavnen i Israel,« skriver Johanne på Facebook. »Hvorfor har I været i Betlehem?« »Hvorfor løber I i Palæstina?« »Hvilke palæstinensere kender I?« Sådan lyder nogle af de spørgsmål, de to kvinder er blevet stillet efter at have deltaget i et pro-palæstinensisk event.

Man må undre sig over, at Johanne Schmidt-Nielsen undrer sig. Det er vel naturligt, at israelerne checker ekstra, når de har at gøre med udlændinge, der har relationer til palæstinensiske organisationer. Israel lever jo under en permanent terrortrussel.

Men måske vil Johanne gøre gældende, at hun er ufarlig, fordi hun har lyst hår? Nej, det ville være sexistisk, og sådan er Johanne ikke. I stedet vil Johanne så måske gøre gældende, at hun er politiker? Nej, det ville være magtarrogant, og sådan et image vil Johanne ikke have.

Det mest ophidsende ved denne historie er, at Johanne Schmidt-Nielsens veninde Leila Stockmarr fik beslaglagt sin computer. Eller rettere: En Folketings-computer, som hun medbragte på udlandsrejsen. Vi kræver et svar fra Enhedslisten: Må man overhovedet have det danske folks ejendom med på risikable private rejser?