Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Jan E. Jørgensen, hedder en radikal politiker, der p.t. er siddende i Venstre

tof jeve Eva Agnete Selsing
Foto: Claus Bigum

Jans gode idé

Eva Selsing

Hvordan får man sat en dolk i ryggen på sin partikollega i fuld offentlighed uden at det ser ud som om det var intenderet? Det har Jan E. Jørgensen – radikal politiker p.t. siddende i Venstre – tydeligvis spurgt sig selv om, og fundet et svar på. Man kan nemmerlig bare skrive et fuldt angreb på sin kollega, det kunne eksempelvis være en Inger Støjberg, på Facebook, lade det simre noget tid og så tage det ned igen. Som begrundelse kan man jo sige, at der var en person i partiet, som hellere ville tage den slags slåsserier internt, og at man i al sin forstandighed lyttede dertil og slettede det strenge opslag.

Det vil ikke have konsekvenser for forehavendet, thi så længe at alle medier har kopieret angrebsteksten ind i en artikel og trykket »publicér«, behøver den ikke længere figurere på ens facebookside. Smarties, ikke sandt? Så er angrebet så at sige affyret, og man selv ligner én, der var modtagelig for rimelig kritik. Ham Jan er altså en hittepåsom én.

Udnyttelse af børn

Bent Blüdnikow

Foto: Claus Bigum.

Børn inddrages nu i kampen for klimaet. I demonstrationer flokkes børn og ganske unge mennesker under bannere med simple slogans til kamp for miljøet. Vi har set den slags anvendelse af børn til politiske formål før. Under Den kolde Krig blev børn brugt for at argumentere for atomfrie zoner i Norden. Formålet var jo fred, hvem kan være imod det, men de atomvåbenfrie zoner var Moskvas ønske, mens deres egne raketter pegede mod os. Og i 1212 drog 30.000 børn af sted for at befri Jerusalem fra muslimerne. De nåede til Marseille, men snedige svindlede sejlede dem over Middelhavet og solgte dem som slaver. Ligesom 16-årige Greta Thunberg nu leder børnene, så var det dengang den 12-årige Stephen of Cloyes, der opflammede sindene i 1212.

Præcis som nu var de opflammet af politisk idealisme og naivitet samt manglende viden om de reelle forhold. Dette historiske fortilfælde burde være en advarsel, men da historieundervisning i skolen er en saga blot hjælper det næppe.