Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Introvert triumf

Klaus Kjøller Fold sammen
Læs mere

I Berlingskes kronik fredag opfordrer retorikstuderende Camilla Lærke Lærkesen og kommunikationschef Martin Broberg de ekstroverte til at fortælle de introverte, hvordan vi bedst lever sammen. Det er et sympatisk, men urealistisk projekt. Der findes lærebøger om networking, som i detaljer blotlægger de udadvendtes teknikker. Men sådanne bøger skrives ikke af udadvendte. De har alt for travlt med at score nye venner, job eller udvide deres magt til at sidde og nørkle med bøger og lave kurser. Bøger og kurser laves af indadvendte, som misundeligt forsøger at afsløre, hvad der egentlig foregår, hver gang en udadvendt scorer jobbet eller partneren for næsen af dem. De indadvendte må lære at være tilfredse, når det lykkes at afsløre de udadvendtes tricks og fiduser. Indadvendte som Groft sagt og andre må lære at glæde sig over, at vi som forfinede åndsvæsner forstår og beskriver den fascinerende verden, som de udadvendte boltrer sig dyrisk i uden egentlig at begribe, hvad der foregår.