Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Hummelgaards humlebi

Forleden skrev Peter Hummelgaard (S) i Politiken om, hvor meget udlandet »misunder« den danske model. Med enorme skatter, en tung offentlig sektor og en lille million i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst. For den virker jo bare, ikke sandt?

Noget af det bedste ved modellen, synes Hummelgaard, er ligheden. Og det passer skam meget godt, for de røde bryder sig helt generelt ikke om forskelle – det være sig mellem rig og fattig, mand og kvinde eller mellem smukt og grimt. I denne havregrynsfarvede vælling af socialdemokratisk enshed, får Hummelgaard nu sin julegave – én, der viser præcis, hvor meget vores model virker: Danmark er røget helt ud af de rige landes top 20. I stedet for, som vanligt, at stige lidt hvert år, er velstanden, målt i BNP, faldet siden 2007. Et dramatisk fald, faktisk. Lige noget, der giver en velstandsafvisende venstrefløjser glædestårer i øjnene. Færre velhavere må jo give et bedre samfund.

Hvem ved: Hvis den succesrige, danske model fortsætter et århundrede endnu, når vi måske at udligne os selv med vinderstater som Waziristan eller Eritrea? Så skal I for alvor se misundelse.