Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Hul i det globale svineri - så længe danskerne udleder mindst muligt CO2, skal det hele nok gå

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Forureningsfri zone

Lars Møller

Danmark har allerede plukket mange lavthængende frugter i den grønne omstilling, hvorfor eksperter mener, at vi bør bruge nogle af pengene i Østeuropa. Mette Frederiksen (A) vil ikke diskutere sagen, mens Pernille Skipper (EL) mener, at det er en overordentlig dårlig idé. Danmark er en af verdens største klimasyndere målt pr. indbygger.

Det drejer sig altså ikke om overordnet at få nedbragt svineriet mest muligt, men at vi anvender midlerne til en lille forureningsfrizone over Danmark. Det minder lidt om den a-våbenfrizone, som Venstres Ungdom konstruerede under Den Kolde Krig. Et stykke papir med en cirkel, der skulle holdes over hovedet, så var man beskyttet.

Groft sagt viderebringer ideen til Pernille Skipper helt vederlagsfrit.

Politiske kommissærer

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Mette Frederiksen vil have sin mangeårige politiske rådgiver, Martin Rossen, ind i Statsministeriet i en topstilling til topløn, hvor han skal lede en gruppe upolitiske embedsmænd. Det har allerede medført megen kritik fra blandt andre Lars Løkke Rasmussen, som kalder det for en installering af en politisk magtfuldkommenhed. Groft sagt er enig.

Statsministeren får dog opbakning fra Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Som mangeårigt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti har han jo fået ind med partiskolen, at det er godt med politiske kommissærer.

Stolte traditioner

Jarl Cordua

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Socialdemokraterne har netop udpeget Jan Johansen som ny ordfører for trafiksikkerhed til trods for, at den fartglade fynbo i det Herrens år 2010 kørte intet mindre end 115 km/t i byzone, hvor fartgrænsen som bekendt kun er 50. Ni år er gået, men Google glemmer aldrig.

Måske man skal lade nåde gå for ret over for en omvendt synder eller bare bemærke, at Johansen vel bare lever op til stolte traditioner blandt fartglade politikere, der til lejligheden prædiker trafiksikkerhed for borgerne, men selv lynsnart ignorerer det fromme budskab. Hvem husker ikke salig Jakob Buksti (S), der måtte trække sig som formand for trafiksikkerhedskommissionen, da han i 2003 kørte 173 km/t på motorvejen mellem Ringsted og Køge. Ingen glemmer heller den senere formand Kim Christiansen fra DF, der gerne talte i telefon under kørsel, og som midt under et TV-program på DR blev afsløret i have alarm sat op for at undgå fartfælder.