Skolepenge tilbage
Lars Møller
Groft sagts skribent må nok forlange sine skolepenge tilbagebetalt. Det må nemlig være folkeskolens skyld, at logikken bag et initiativ fra spillestedet Forbrændingen i Albertslund henstår som uforståeligt. Alle andre forstår det åbenbart. Forbrændingen vil nemlig kun booke kvindelige kunstnere til deres program i hele 2019.
Årsagen er, at man vil øge diversiteten og skabe en mere ligelig fordeling mellem mandlige og kvindelige kunstnere. Logikken ved at udelukke et køn og skabe ligelighed forekommer ikke umiddelbart logisk, men Anders Laursen, der er formand for Dansk Musiker Forbund, mener, at der er tale om et godt initiativ, hvorfor det jo må være rigtigt. Pengene bedes indsat på Berlingskes konto.
Bankernes horror-julekalender
Niels Jespersen
Mens Danske Bank-skandalen ruller videre, kan den finansielle sektor nu divertere med endnu et afsnit af horror-julekalenderen om grådighed og svindel i samfundets absolutte top. Denne gang er det chefen for ATP, Christian Hyldahl, som er kommet i knibe, efter at Børsen har afsløret, at han som direktør i Nordea Markets i 2008 har været involveret i at kræve uberettiget udbytteskat af den schweiziske stat. Hyldahl forsvarer sig med at »det var handler, hvor man kunne udnytte en misprisfastsættelse. Men hvis vi dengang havde haft samme fokus på samfundsansvar, som vi har i dag, så havde vi ikke indgået de handler.«
Som en forbrugertjeneste oversætter Groft Sagt Hyldahls ord til dansk: »hvis vi dengang havde vidst, at vi ville blive afsløret, havde vi ikke indgået de handler«. Groft Sagt er fornærmet. Ikke over Nordeas grådighed. Vi forventede aldrig andet, nej, vi er fornærmede over, at direktøren prøver at bilde os ind, at samfundsansvar nogensinde har ligget ham på sinde.
Kys til alle fra Anders
Anne Kirstine Cramon
Danmarks mest kompetente indretningsminister, Anders Samuelsen, adresserer befolkningen direkte på Facebook og fremviser billeder af sit for 350.000 kr. indrettede kontor. »Kys til alle haters«, skriver han med en kysseemoji
Vi er en del, der gennem en længere periode har været i tvivl, om der overhovedet er en voksen til stede i Udenrigsministeriet, men nu har vi altså fået det endelige bevis på, at det er en 14-årig teenagepige, der er flyttet ind i det ellers så fine lokale på Asiatisk Plads.
Til at hjælpe sig på social media, må teenagepigen have ansat Peter Falktoft som særlig rådgiver, for ellers finder man ikke på at lave bottle-flips og pull ups og skrive »kys til alle« med tilhørende kysseemojis på sine social media-kanaler. Groft Sagt føler sig overbevist om, at den strategi, der ligger bag alle disse herlige opslag, hedder: Straight Outta Horsens. Hos Groft Sagt ønsker vi ikke at diskriminere mellem haters og lovers, og derfor siger vi afsluttende: Kys til alle – med kysseemoji.