Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Helle taber pusten

Claes Kastholm Hansen Fold sammen
Læs mere

De såkaldte borgerlige aviser Berlingske og Jyllands-Posten anslår, at 1,5 mio. mennesker deltog i søndagens demonstration i Paris, mens den socialdemokratiske Politiken fastslår, at der »helt nøjagtigt« var samlet 3,7 mio. mennesker. Som sædvanlig er de borgerlige mest præcise. Politiken har overset, at det franske indenrigsministeriums tal på 3,7 mio. omfatter dagens demonstrationer overalt i Frankrig. Men virkelig urovækkende er det, at på Berlingskes og Jyllands-Postens forsidebillede af de deltagende statsledere arm i arm savnes Helle Thorning-Schmidt. I billedets centrum står Francois Hollande og Angela Merkel. Man ville have forventet, at det var lykkedes Helle Thorning-Schmidt at mase sig ind mellem Hollande og Merkel, så hun kunne have taget en ordentlig selfie ligesom ved Mandelas begravelse. Et studium af det tilgængelige billedmateriale afslører, at Danmarks Helle er marginaliseret helt ud i siden af rækken sammen med en decideret taber, Storbritanniens David Cameron. Besøget i Bilka samt i vuggestuen og på plejehjemmet, hos Laura, Holger og Else, har åbenbart tappet hende for initiativkraft.