Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Han ønsker systemet det bedste

Edith Thingstrup. Fold sammen
Læs mere

I efteråret fik bloggeren Michelle Hviid konstateret en svulst i hjernen og blev opereret. Men hun oplevede en række problemer i sundhedssystemet. Det ville hun gerne snakke med sundhedsminister Nick Hækkerup om i radioprogrammet »Mikrofonholder« på Radio24syv. Ministeren og hans spindoktor mente imidlertid, at Michelle Hviid brød en »præmis«, som skulle begrænse, hvad hun kunne spørge ministeren om. Derfor afbrød de hende ti minutter inde i radiointerviewet. »Hvorfor har han brug for en præmis? Han kunne jo bare svare »det ved jeg ikke« eller »det vil jeg ikke svare på«,« siger hun til BT. »Jeg har det godt nu, men det er fordi jeg selv har betalt for privathospital og genoptræning,« erklærer Michelle Hviid. Sundhedsministeren har ingen kommentarer til sagen. »Jeg ønsker Michelle Hviid alt det bedste,« siger Nick Hækkerup. Vel gør han ej. Han ønsker systemet det bedste. I det danske sundhedsvæsen er patienter ikke kunder. De er et træk på de skattekroner, som har det bedst i det offentliges lommer. Historien om Michelle Hviids afbrudte radiointerview melder ikke meget om, hvilken præmis, ministeren var så forhippet på. Men det ligger mellem linjerne. Den socialdemokratiske velfærdsstat bygger på illusionen om, at man kan få alt gratis, bare man afleverer det meste af, hvad man tjener. Anfægter man denne præmis med konkrete eksempler, kunne systemet smuldre. Og det går ikke. En socialdemokratisk sundhedsministers vigtigste bekymring vil altid være sundhed - statsmagtens sundhed.