Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Halløj med Operaen

Claes Kastholm Hansen Fold sammen
Læs mere

Som forudsagt af Det Kongelige Teaters tidligere bestyrelse, der i sandhedens interesse havde Groft Sagtens alter ego som medlem, ville de politiske sparekrav gå hårdt ud over Operaen.

Nu viser konsekvenserne sig. Operaen er ofte lukket, har meget få nyopsætninger, og publikumstallet er halveret. Men som den nye teaterchef, Morten Hesseldahl, præcist sagde forleden, er aktivitetsniveauet udtryk for politikernes ambitioner på området.

Ikke desto mindre kritiserer politikerne tilstanden, men nægter med karakteristisk ansvarsfralæggelse at råde bod på den. Liberal Alliances Mette Bock udtaler majestætisk til Politiken: »Hvis du har et hus, hvor driften suger så mange midler, har vi et massivt problem. Der ligger en ledelsesopgave i det, og jeg vil fastholde, at det handler om meget mere end økonomi.«

Hvis Groft sagt med vanlig empati skal tolke udsagnet meningsfuldt, så foreslår hun vel teaterledelsen at skære et stykke af operahuset væk, eksempelvis ved at udstykke 1. salens restaurant- og publikumsområde til ejerlejligheder med vandudsigt og sætte en kæmpevindmølle op på kulissetårnet. Igen vil Danmark vise sig som et foregangsland. Som det allerede er ved at lade en af Europas fornemste operabygninger stå ubenyttet hen.