Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Gud forbyde, at Nørrebro skulle blive lige så rolig som Holstebro!

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Nørrebro og Holstebro

Niels Jespersen

Socialdemokraten Rasmus Stoklund har været en tur på Nørrebro, hvor han sætter ord på det, som alle der har deres gang i bydelen godt ved: At Nørrebro er et dejligt sted, men at der er alt for meget kriminalitet og asocial adfærd, og at unge mænd med mellemøstlig baggrund står for en stor del af balladen.

Er der nogen som betvivler det billede? Neeeej, ikke sådan rigtigt, men alligevel knuger Politikens hattedamer i tone-frustration deres perlekæder mellem de liljehvide frøkenfingre og Zenia Stampe (R) raser på twitter:

Hun anklager Stoklund for at ville omdanne Nørrebro til Holstebro. Som om Nørrebro bliver »spændende« af skyderier og vold og hvis de dele forsvandt, så ville bydelen på en eller anden måde blive mindre rummelig og autentisk - hvilket vi må forstå, at Holstebro implicit er.

En Aarhushistorie

Jarl Cordua

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Blandt jyder er fortællingen om de towlige kjøwenhavnere, der bruger penge på en selvlysende bænk og anden gøgl, blandt de mest effektive til at mobilisere river og høtyve i oprøret mod landets hovedstad. For jyske politikere under pres for at levere flere udligningsmidler, har dette tåbelige initiativ, der i sin tid kostede en million kr. og hvor størstedelen af udgiften gik til konsulenter, længe været kronjuvelen i  argument-værktøjskassen for at flå københavnerne.

Men nu kan jydernes egen hovedstad også bidrage med skør brug af borgernes penge. På Aarhus Banegård kan man – formedelst en daler - betragte et kørende modeltog, hvor overskuddet går til velgørenhed for børn. Sidste år indbragte det i alt 36.588 kroner. Imidlertid var Aarhus Kommune så glad for støtten, at man bagefter brugte minimum 58.000 kroner på at promovere sagen på Facebook. I anledningen af denne Aarhus-historie må Groft sagt udbryde et »Goddaw, do!«