Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Grundholdninger

Claes Kastholm Hansen
Læs mere
Fold sammen

Intet får danske politikere til at undfange så gode ideer som et valg, der hastigt nærmer sig, så nu har de Radikales leder, Morten Østergaard, bekendtgjort, at pensionsalderen skal hæves til 68 år allerede fra 2025 i stedet for fra 2030.

Det forslag er ikke vores, bedyrer finansminister Bjarne Corydon (S), det udtrykker, som han siger, »en radikal grundholdning«. Med det besynderlige ordvalg »grundholdning« om noget så tilfældigt som pensionsalderen, vil Corydon naturligvis udtrykke sin fundamentale afstandtagen.

Havde det været efter valget, ville forslaget have fået hans tænder til at løbe i vand. Forudsat selvfølgelig, at S og R havde vundet valget. Taber de valget, vil det igen være hans egen »grundholdning« at udtrykke sin forfærdelse over forslaget. Sådan er det med »grundholdninger« i dansk politik.

Blandt almindelige mennesker som Groft sagt står en grundholdning i ental og er den klippegrund, man bygger på. Blandt politikere står grundholdninger i flertal og er det kviksand, de bygger på.