Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Vi er alle æg i den store danske corona-flokimmunitets-æggekage

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Æg, omelet, Mølbak

Eva Selsing

Det er efterhånden sevet ind hos mange, at myndighedernes coronastrategi er flokimmunitet. Altså at 60 pct. af danskerne skal smittes, så vi – måske! – kan blive immune. Hvorvidt det er reelt muligt ved vi ikke, men alligevel satser magthaverne på at sende børnene ud i forreste geled som en slags skæg coronaprøveballon. Måske med store tab til følge.

Det har været lidt svært for epideminørden Mølbak fra Det Arabiske Seruminstitut og den ekstremt sure gynækolog fra Sundhedsstyrelsen, Brostrøm, at skjule, at flokimmunitet var myndighedernes foretrukne smag udi corona. Mølbak forsøgte lidt melet at sige, at »flokimmunitet« var et mål og ikke en strategi, men det er spin.

Tiden vil vise om det var en god idé, men det kan undre, at vi ikke i Danmark kigger til andre lande, som har brugt en mere human strategi om test, opsporing, inddæmning og isolation. Man kan som bekendt ikke lave en omelet uden at knuse nogle æg – og vi er alle æg i den store danske corona-flokimmunitets-æggekage. Mums.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Efter festen

Peter Nedergaard

Mange af os har sikkert stødt på det på et punkt. Der skal holdes en stor fest. Værten vil gerne have, at gæsterne har det så velbehageligt som muligt. Det købes rigeligt ind. Kvaliteten er høj. Festen bliver da også gebommerlig god. Det er et kalas, som der berettes om i årene efter.

Der er dog lige det med regningen. Indkøbene skete på klods. Det skal der også betales af på i årevis. Pengene skal inddrives med ubønhørlig omhu. Der er straks sværere. Nu kan man ikke nøjes med at være festabe-kreativ. Nu kræves der pludselig benhårde regnedrenge-typer. Hvis det hele ikke skal kollapse.

Hvis velfærdssamfundet ikke skal stå tilbage som en sønderskudt banegård. Groft sagt udbeder sig derfor et ultrastærkt finansministerium. Post festum.