Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Komiske Ali
Lars Møller
Groft sagt ved, at præsident Trump er demokratisk valgt leder af USA. Danmarks mægtigste allierede og uden USA skulle vi måske selv til at betale for vores sikkerhed og ikke overlade det til de hårdtarbejdende fattige amerikanske skatteborgere uden bistandslov.
Groft sagt har fulgt med i præsidentens daglige briefinger om coronapandemien, selvom de mest fungerer som præsidentens private propagandaorgan. Det gør han altså ikke godt. Det virker, som om han hver morgen starter på en frisk uden hensyntagen til, hvad han sagde i går.
Det er ikke særlig betryggende, at vores mægtigste allieredes leder lyver hurtigere, end en hest kan rende. Han minder en del om komiske Ali fra den sidste golfkrig, bare med kæmpestor magt. Groft sagt kan oplyse at hr. Ali i USA var kendt som Bagdad-Bob.

The best genvej
Eva Selsing
Vi lever i fremkaldervæskens tid. Corona fremkalder på én gang det bedste og værste i vores samfund. Trump fremkalder medieklassens had til almindelige mennesker. Ja, og vores majestæt har, med sin udtalelse om, at vi ikke skal gå i panik over klimaet, fremkaldt noget så imponerende som en storm af kendisfæhoveder med prætentioner. For eksempel en Peter Ingemann, TV-vært på et boligprogram og kendt for sin letfordøjelige jovialitet, som blev meget oprørt på vegne af vejret. Eller en Laura Drasbæk, der har været med i Vild med dans, som også tog på vej. To af landets bedste hoveder, med andre ord.
Og det er det, den kan, klimasagen. Simpelthen perfekt for de blanke, der gerne vil virke af lidt mere. Den er tilpas hysterisk til, at man ikke behøver at vide noget om noget for at indkassere sociale point. Man skal blot græde lidt over det foranderlige vejrlig, og vupti! Så ligner man – gøgler, tv-vært eller professionel manuskriptoplæser – pludselig en, der personificerer selveste videnskaben. Det er det, vi kalder for en smarties-genvej til at ligne en rigtig klogesen.



