Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Snart kan vi alle få en blid overgang fra undervisningssystemet til pensionen

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Undervisningspligten skal op, op, op

Peter Nedergaard

Undervisningspligten skal øges fra 10 til 12 år, mener De Radikale og SF. Groft sagt er enig i intentionen, men tvivler alvorligt på, at øgningen går langt nok. Hvis vi antager, at en studentereksamen i dag er mindre fyldt med viden og kompetencer end tidligere tiders realeksamen efter 10 års skolegang. Og hvis en bacheloreksamen i dag er lig med en studentereksamen førhen, betyder det så ikke, at der foregår en nedslidning af undervisningsniveauet på 1-2 år per årti? I så fald bør undervisningspligten vel op på 15 år her og nu, øges til 16-18 år inden længe og endnu højere op på sigt.

Og hvis vi samtidig beslutter os for en Arne-ordning med tidlig efterlønsordningsagtig tilbagetrækning, nærmer vi os så ikke en blid overgang fra undervisningsinstitution til pension med et beskedent arbejdsintermezzo ind imellem?

Kom videre

Lars Møller

Partierne i Folketinget undrer sig over nedlukningen af Danmark i marts. Det viser sig nemlig, at den nationale operative stab ikke anbefalede en nedlukning. Det var en politisk beslutning, og derfor statsministerens ansvar. Hvilket er for galt. Det var da godt, at hun med brask og bram gik ud og fik betonet krisens alvorlighed. Men noget tyder på, at hun talte usandt. Groft sagt må stilfærdigt understrege, at når man har et politisk flertal bag sig, behøver man ikke tale helt sandt. Bare se til Inger Støjberg (V). Groft sagt vil derfor opfordre til, at man kommer videre. Når det politiske flertal om formentlig mange år skifter, så nedsæt en politisk domstol – undskyld, kommission – og tag hende ved vingebenet, fuldstændig som for Støjberg.