Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Så kom kommunisterne da lidt længere ind i soveværelset

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Irrelevante bevægelser

Eva Selsing

Så kom der samtykkelov, forhandlet på plads af regeringen, kulturradikalerne og kommunismen. Nu er et ikke-ja tegn på voldtægt. Desværre mener jurister ikke, at det vil løse det problem, det skal: lette bevisbyrden for ofrene i en retssal.

Men så kom kommunisterne da lidt længere ind i soveværelset. Den måde, hvorpå dyneløfterne i Enhedslisten og radikalismen endelig får adgang til et sexliv. Godt nok ikke deres eget, men man må jo tage, hvad man kan få. Moskva har allernådigst besluttet, at »kys, berøringer, nydende lyde eller relevante bevægelser« kan være udtryk for samtykke. Hvor poetisk. Men vil det så sige, at »irrelevante bevægelser« er udtryk for det modsatte? Og hvor går grænsen mellem »irrelevans« og generthed eller akavethed? Pas på derude, drenge.

Grin med Greta

Christian Marcussen

Der hersker politisk censur i dansk kulturliv. Det hævder filmproducent Peter Aalbæk, som peger på Ole Bornedals »Kvinder« som eksempel. Filmen fik afslag på støtte, fordi den trods sin titel ikke var en »nuanceret observation og refleksion over mennesker og køn«, og fordi kvinderne enten var »ofre, horer eller bare generelt lidt irriterende«. Filmkonsulenten bag afslaget, Silje Riise Næss, anmærkede desuden, at en karakter i filmen gjorde grin med Greta Thunberg. Det må man ikke. Heller ikke selvom man er en fiktiv karakter.

Filminstituttets direktør afviser, at konsulenternes politiske holdninger spiller nogen rolle. Det finder Groft sagt en smule bizart. Dels fordi ovenstående anmærkninger intet siger om de filmiske kvaliteter. Og dels fordi Næss har »været optaget af køn gennem hele sit arbejdsliv« og ser »kønsbalance« som noget af det vigtigste i sit arbejde som filmkonsulent. Men det spiller altså ingen rolle. Slet ikke.

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

AAUs propaganda

Hans Hauge

Reklamer hører handel til. Stater reklamerer ikke. Staten skal ikke have kunder, vel? Alligevel bruger staten penge på at reklamere for staten, og når den gør det, hedder det propaganda. På TV 2 kan man se AAU Business Schools propaganda. Rektor hedder deroppe Head. Fint skal det være. Skolen har et motto, som er et lille digt: Making Minds Work for the Future. Kan bevidstheder arbejde for fremtiden, eller fremstiller skolen mon bevidstheder? Kan ånd (mind) ændre materien? Mumbo-jumbo er det, men det må være træls at skulle udtale Aalborg på engelsk, derfor AAU.