Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Ramadan og Facebook er opium for folket

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Skipper har mistet troen

Hans Hauge

Pernille Skipper har så stor respekt for religion, og derfor har hun på Facebook, for den slags bruger socialister også, ønsket glædelig ramadan. Hun erklærer, at hun ikke er religiøs. Hun er hverken det ene eller det andet, men hun har respekt. Hendes respekt for især islam er naturligvis ikke respekt, men stemmefiskeri. Mange muslimer stemmer på hendes parti. Skipper er altså a-religiøs, men har hun forladt marxismen? Har hun mistet troen? Marxismen er religionskritisk. Socialisme skal udrydde religion. Det må hun da vide. Religion er et ideologisk fænomen, der skal forhindre de religiøse i at se verden, som den er. Ramadan er opium for folket – det skal bedøve en stor minoritet. Respekterer hun virkelig det? Hun burde læse Hans Kirk eller Hans Scherfig og forlade Facebook, som også er opium for folket.

Nemlig og børnearbejde

Nima Zamani

Efter det er kommet frem, at Nemlig.coms ansatte arbejder under elendige vilkår, har Venstres ellers så humane folketingsmedlem, Jan E. Jørgensen, valgt at forsvare Nemlig.com, fordi han selv nyder at spare tid ved at modtage deres varer lige til døren. Han vil fortsat benytte sig af denne service, fordi han åbenbart ikke mener, at forbrugeren har et ansvar for arbejdstagerens dårlige arbejdsforhold – særligt ikke, når arbejdstageren bare er en udlænding, der i det hele taget bør være glad for bare at have et job. Nuvel skal jeg ikke spille hellig. Mere eller mindre alt tøj – dermed også mit – er fremstillet af børnearbejdere, der har langt værre vilkår. Jeg vil dog mene, at det er mere tiltrængt, at jeg ikke render nøgen rundt i det offentlige rum, end at Jan E. Jørgensen sparer tid på et luksusgode, der bringer hans madvarer direkte til døren.