Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Med den letbevægelighed skal det hele nok gå for Britt Bager

Søren Pind. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det skal nok gå

Søren Pind

Den nysudsprungne konservative MFer Britt Bager har flyttet sig hurtigt. Ganske hurtigt. Det er ikke længe siden, hun næsten havde også-fhv.-Venstre-MF Inger Støjberg i tårer, fordi hun – Bager – konstaterede på TV 2, at Støjberg stod for en ekstrem udlændingepolitik, hvorimod Bager selv stod for en mere moderat af slagsen. Det var et hygge-nygge-program. Men hyggen fik brat ende, da Støjberg rejste sig i Venstres folketingsgruppe og angiveligt havde følt sig sig gået for nær. Denne tale blev flittigt reporteret i pressen.

Nu kort tid efter, at Britt Bager mistede sit politiske ordførerskab, og finansordfører Troels Lund Poulsen stod til at overtage statsrevisorposten fra hende også, er hun med ét blevet hårdere – eller ekstrem, med hendes eget ordvalg – på udlændingepolitikken. Man kan jo kun gisne om hvorfor. Groft sagt ønsker held og lykke med assimileringen i den konservative folketingsgruppe. Som Klang (Khader) skrev som velkomst. Med den letbevægelighed skal det hele nok gå.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Saftsuseme

Peter Nedergaard

Danmarks minister for fødevarer, Rasmus Prehn, havde for nylig et opslag på Facebook. Sådan nogle skal ministre jo have. Synlighed på dette medie er jo vigtig. Opslaget drejede sig om saftevand, og den danske minister begræd, at danskerne var nummer to i verden, når det drejede sig om indtag af saftevand. Kun irerne drikker mere.

Groft sagt er rigtig glad for, at vi har fået så mange kommunikationsfolk i ministerierne, som alle bidrager med sådan et relevant arbejde for ministrene. Hvad skulle vi uden dem? Som nu at få et dejligt kostråd med på vejen fra fødevareministeren om at drikke vand uden saft. Jamen, tak som byder.