Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: »Mageløst« teater støtter indirekte Rasmus Paludan for kommunekroner

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Paludan i Silkeborg

Hans Hauge

Teaterdirektører og deres mange dramaturger sidder og venter på, at der skal ske noget nyt, som de kan skabe teater ud fra. De kan ikke selv finde på noget. De vil så gerne sætte problemer under debat.

Heldigvis findes der kreative mennesker derude blandt folket. Rasmus Paludan. Han er innovativ. Det har de opdaget i et teater i Silkeborg. Jo, de har et teater der. Magistraten hedder det. Teatret hugger hans tekster og får en skuespiller til at fremsige dem. Det hedder en monolog. Teaterdirektør Nielsen vil vise, at Paludan modsiger selv. Det er godt set. Det er mageløst.

Gymnasielærerne vil sikkert lokke eleverne i teatret, for på den måde får de ligesom et tema, de kan arbejde med i undervisningen. Kritisk naturligvis. Paludan glæder sig. Nu bliver han endnu mere berømt. Silkeborg Kommune betaler.

Vi mangler

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Groft sagt må protestere over, at vi ikke er fundet værdige til optagelse på den af tænketanken SETAs udfærdigede liste. Det forlyder, at tænketanken er en uafhængig tyrkisk organisation, men de organisationer, der er tilbage i Tyrkiet under præsident Erdogan, kan umuligt siges at være uafhængige. Ellers havde deres medlemmer befundet sig i fængsel eller i udlandet.

Listen er fyldt med en række danske toppolitikere, der skulle støtte eller have sympati for PKK, Kurdistans Arbejderparti. Det passer ikke! Ifølge Lars Aslan Rasmussen (S) skyldes hans optagelse på listen, at han har været kritisk over for præsident Erdogan. Det har Groft sagt også mange gange, hvilket kan bevises gennem en grundig gennemgang af Berlingske. Hvorfor skal vi udelukkes?

Alle gør det jo

Eva Selsing

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Der er nyt fra de teknologiforskrækkede. Ny undersøgelse viser, at danske børn og unge bevæger sig alt for lidt. Det er bekymrende, siger de bagudskuende forskere, og peger på én synder over dem alle: skærmen.

Selvfølgelig. Det ved alle. Desværre ved alle også, at der ikke er så meget, vi kan gøre ved det. For det ville jo kræve forældre, som satte grænser. Sagde nej. Var væmmelige, ansvarlige autoriteter, der begrænsede skærmmisbruget.

Og det ville jo være et overgreb på de stakkels små, som har ret til at have det sjovt. For alle deres kammerater gør det jo – skal lille Bartholomæus virkelig være den eneste uden skærm, så? Og de lærer så meget af at spille (sic!) De bliver ekstremt sociale, når de »løser opgaver«, mens de kigger ind i hver sin firkant.

De gammeldags forskere skulle hellere glæde sig over alle de forældrebeskrevne dyder, som vores børn får del i. Så må man tage lidt helbredsmæssige ujævnheder med. Der er lissom også andet i livet end en velfungerende krop.