Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Måske Rasmus Paludan kan få svenskerne til at ændre reglerne for statsborgerskab

Svenskernes lys

Christian Marcussen

Rasmus Paludan - frihedens soldat, de svages beskytter, samfundets vogter og danernes lys - er nu officielt blevet anerkendt som svensk statsborger.

Det betyder, at Sverige ikke længere kan opretholde det toårige indrejseforbud, de gav ham, efter han forsøgte at starte tredje verdenskrig ved at brænde en Koran af midt i den islamiske provins Rosengård.

Når Paludan åbenbart har ret til svensk statsborgerskab, skyldes det, at hans mor giftede sig med en svensker, da han var barn, og at Paludan sidenhen har arbejdet lidt i Sverige som voksen. Mere skulle der ikke til for at gøre danernes lys til svenskernes lys også.

Dermed er det også Groft sagts vurdering, at svenskerne nu for første gang kommer til at betvivle visdommen i deres rundhåndede uddeling af statsborgerskaber.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Aldrig mere tango

Peter Nedergaard

På rygtebørsen forlyder det, at Martin Lidegaard ikke blev valgt som radikal leder efter Morten Østergaard, fordi han engang havde danset tæt med en kvinde til en fest i det Radikale Venstre. Groft sagt er enig i, at det er alt for galt med tætte radikale danse. Vi foreslår derfor regler om, at i hvert fald alle latinske danse helt udelukkes ved radikale komsammengilder. Særligt tango bør være ensbetydende med øjeblikkelig eksklusion på grund af krænkelsens grovhed. Men egentlig bør man vel også vare sig med en række af standarddansene. Måske kan vals lige gå an, hvis man husker afstanden mellem de mandlige og kvindelige overkroppe, når man drejer rundt. Det sikreste er imidlertid at danse à la i 1960erne og 1970erne, hvor kvinden og manden står i hver sit hjørne af lokalet og stritter lidt med arme og ben til musikken. Den dans er hermed anbefalet.