Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Lad os straks fjerne alle statuer af lærere

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Oprejsning

Lars Møller

Groft sagt støtter den bølge af retfærdig harme, der ruller over samfundet. Vi må gøre op med alle de overgreb og krænkelser, som i tidens løb er overgået uskyldige mennesker. Vikingernes hærgens, slaveriet, erhvervelser af kolonier, undertrykkelsen af Grønland, den hvide mands overherredømme og den strukturelle racisme, der i stort som småt præger det danske samfund.

Groft sagt må henlede opmærksomheden på alle de overgreb, som uskyldige danske skolebørn blev udsat for, før det blev forbudt at slå børn. Spanskrør, lussinger, kokosnødder (knoslag i hovedet) samt rivning i ørerne var daglig kost i folkeskolen. Vi må forlange oprejsning, lærernes formand bør fremsætte en undskyldning for den strukturelle mishandling og alle statuer med personer, der har været lærere, må væk.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Hvis blot man kan binde et slips

Peter Nedergaard

Thomas Ahrenkiel har mildt sagt gjort en uheldig figur som departementschef i Forsvarsministeriet. Han har siddet med ved møder, hvor hans kæreste har fået løntillæg. Han har fået emails tilsendt igen og igen og igen om, at der var store problemer med meget omfattende svindel i Forsvarsministeriet. Uden at reagere. Alt dette burde tilsige en degradering på grund af inkompetence. I stedet forfremmes Ahrenkiel nu til en af de vigtigste poster i den danske udenrigstjeneste – som ambassadør i Berlin.

Man kan fortolke hændelsesforløbet forskelligt. Regeringen tager de små fisk ved vingebenet, som det allerede er sket i svindelsagen, men man lader den store fisk få luft under karrieren. Eller regeringen mener ikke, at det kræver noget særligt at være ambassadør i Berlin. Blot man skal man være i stand til at binde et slips. Vælg selv, kære læser.