Det grå guld tilbage i toppen
Peter Nedergaard
Toppolitikere i Danmark bliver yngre og yngre. Groft sagt synes, at Danmark er på en farlig færd. Ifølge Adenauers erindringer blev han i fængslet i den sidste del af Hitler-tiden af fængselsbetjenten bedt om at undlade at begå selvmord, fordi sidstnævnte ville medføre en masse papirarbejde. Adenauer undrede sig, men fængselsbetjenten svarede, at han jo var næsten 70 og ikke kunne vente sig meget mere af livet. Efter Tysklands befrielse i 1945 blev Adenauer forbundskansler for Forbundsrepublikken Tyskland. Han var hovedansvarlig for det vesttyske økonomiske mirakel – die Wirtschaftswunder, som vi skal til Kina i de seneste 20 år for at finde noget magen til. Først da Adenauer gik af i 1963, kom der efterhånden yngre kræfter til i tysk toppolitik. Samtidig gik det tilbage med den økonomiske vækst. Lad os få det grå guld tilbage.
Hands on Vestager
Hans Hauge
Her troede vi, at den fælles EU-vaccine var for borgernes skyld, men nej, der er et ædlere formål: »Uden den (fælles indsats) havde det været slut for EU«. Sådan skal Margrethe Vestager have sagt. Pyha. Det gik lige. Vestager siger ifølge sig selv noget, der lyder mærkeligt, og det gør det virkelig også. Man kan næsten høre, Vestager er præstedatter, for hun bedriver politisk teologi, dvs. hun oversætter teologiske begreber til politiske. Ikke Vorherre, men EU er »den stabile kraft i en usikker verden«. Fra evighed til evighed. Det lyder da mærkeligt. Når det bliver virkelig svært, slår selv ikke det religiøse sprog til: Vestager må overgive sig og tale engelsk. Hun har en kasse med engelske ord, fra dengang England var i EU, og som de glemte. Den står der endnu. Hun må igen i kassen med de engelske begreber, og så siger hun »muscle memory« og naturligvis »hands on«.