Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Kan Vestager ikke give Østergaard et kursus i økonomi?

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Kom tilbage, Margrethe!

Peter Nedergaard

Det danske folkepensionssystem er så viseligt indrettet, at folkepensionsalderen stiger, når levealderen stiger. Det er et sundt system, som gør, at de offentlige udgifter ikke overbelastes med udgifter til pensioner, som vi ser i lande som Italien og Frankrig. Det system vil de Radikales formand, Morten Østergaard, nu have ændret, således at pensionsalderen fastfryses til 70 år. Det vil koste et tocifret milliardbeløb, hvis forslaget gennemføres.

Normalt er det den slags forslag, som fremsættes af venstre- og højrepopulister. Groft sagt vil gerne sende en opfordring til Magrethe Vestager om at komme tilbage til dansk politik. Eller som det mindste via Zoom at give Morten Østergaard en lektion i økonomisk holdbarhed.

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Kina-bødlernes støtter har let spil

Bent Blüdnikow

I Berlingske advarer Mads Brügger mod faren fra Kina. Og han tilføjer: »Det er nemmere at slå vand af en gås end at få en dansk sinolog til at sige noget kritisk om Kina.« Det er sandt nok og skyldes sandsynligvis, at de fleste danske sinologer i deres ungdom var maoister. Folketingsmedlem Naser Khader er inde på samme spor på Facebook og skriver, at han tager sig til hovedet over »det kommunistiske Kinas nyttige idioter i Danmark, bl.a. Politikens Ytzen.«  Flemming Ytzen er Politikens medarbejder og har bl.a. udgivet Maos tanker og digte på dansk.

Problemet er akut. Kina er uhæmmet aggressiv, hvilket præsident Obama og europæiske ledere ignorerede i årevis. Nu er konfrontationen nået til vor egen dørtærskel, og vi må være klar over faren. Men Mao kaster lange skygger.