Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Fattig vej mod lighed
Peter Nedergaard
Lige nu er Danmark på vej mod meget mere lighed. Ligesom under finanskrisen falder uligheden sandsynligvis også i kølvandet på covid-19-pandemien med alle dens negative afsmittende virkninger på samfundsøkonomien. Det skyldtes i givet fald, at arbejdsløsheden kommer til at stige, og at kapitalindkomsterne kommer til at falde. Intet gavner ligheden mere end en god omgang økonomisk krise, hvor alle bliver lige fattige! Var det det, I ville?
Danmark ifølge Frederiksen
Hans Hauge
Hvordan ser det billede af Danmark eller »samfundet« ud, som Mette Frederiksen fremstiller, når hun holder pressemøde? Der er en størrelse, der hedder »velfærdssamfundet«, og om det siger hun, at det er os alle. Velfærdssamfundet er dermed identisk med nationen.
Så er der også – og på den anden side? – erhvervslivet. Det liv er ikke »os«, men så må det være »dem«? Hvor i alverden befinder det sig, hvis det er uden for velfærdssamfundet, som er Danmark? Og er der ikke et par aktører, hun har glemt? Findes civilsamfundet ikke? Hvor er velfærdsstaten? Findes der slet ikke en stat i Danmark? Hvor blev den af?
Er staten de nydelige mænd, der står bagved hende, og som ikke er demokratisk valgt? En slags deep state-centralkomite, som især eks-kommunisten kammerat Brostrøm må befinde sig godt i.



