Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Hvori ligger truslen fra de zoologiske haver? Frygter man en pandami?

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Frygt for pandami?

Peter Nedergaard

Rigspolitiet meldte for nylig ud, at zoologiske haver gerne måtte åbne. »Fra 1. maj bliver det igen muligt at opleve de vilde dyr i fire af landets største zoologiske haver og dyreparker, når Aalborg Zoo, Givskud Zoo, Odense Zoo og Zoologisk Have i København genåbner,« skrev de glædesstrålende.

Men så kom der kontraordre fra ministrene Nick Hækkerup og Simon Kollerup: »På nuværende tidspunkt er det imidlertid sundhedsmyndighedernes vurdering, at det af hensyn til at undgå ukontrolleret smittespredning vil være uhensigtsmæssigt at åbne forlystelsesparker og zoologiske haver, som hidtil har været lukket.«

Groft sagt undrer sig. Hvorfor er det lige, at zoologiske haver ikke må åbne, hvor tingene mestendels foregår udendørs, og hvor afstandskrav er lette at overholde? Hvori består den »ukontrollerede smittespredning«? Tror man, at der kommer en pandami?

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Flyskammen er væk

Hans Hauge

De jubler i Alternativet og dets aflæggere. De glædes i Enhedslisten. Og de er optimistiske i SF. Revolutionen er lykkedes, men det er en ny form for revolution, hvor revolutionen sker uden menneskers medvirken.

Det er globaliseringens store generalstrejke, som har lukket stort set hele verden. De grønnes hede drøm er gået i opfyldelse. Flytrafikken er nedlagt. Kastrup står tilbage øde og forladt.

Det allerbedste er, at coronaen har kureret flyskammen. Nu cykler Josefine, Pernille og Pia ud i sommerlandet og synger »det er sommer, det er sol, og det er flyfrit«.