Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Helsingør Kommune er så bange for kalorier, at de melder »kagemanden« til politiet

Selsing
Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Farlige kagetrusler

Eva Selsing

Einar-krisen i Helsingør Kommune vokser. En borger, Erik Guldager, tog initiativ til at lave en humoristisk kage-happening, som skulle trække opmærksomhed til den groteske sag om 92-årige halvblinde, hjælpetrængende Einar, der ikke må komme på plejehjem. En flot kage skal hver uge leveres til kommunen som en påmindelse om uretfærdigheden. Lige dele sjovt og harmløst, skulle man mene. Men ikke inde i Helsingør Kommune. Her har kommunaldirektør Stine Johansen politianmeldt kagegruppen for »trusler.« Stine må være meget bange for kalorier.

Trist er det at tænke på, at kommunen øjensynlig hellere bruger tid og energi på at intimidere Einars støtter, end på at hjælpe den stakkels mand. Man må håbe, at kagerne alligevel gør en forskel, og at regimet i Helsingør slipper deres angst for bagværk. Hellere i går end i dag.

Fake News

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Socialdemokratiet har i en mail til sine medlemmer anklaget medierne for at være borgerlige. Hvis de vil have rigtige objektive nyheder, skal de i stedet læse Netavisen Pio. Den bringer nemlig de rigtige nyheder. Groft sagt tager det helt roligt. Det er mange år siden, at Socialdemokratiet ikke var et borgerligt parti. Det har for nylig stået bag skattelettelser til de rigeste, strammet op på flygtningeproblematikken og al tale om at tilbagerulle de uligevægtskabende fattigdomsydelser indgår ikke i partiets valgprogram. Det spørgsmål ligger bedst i syltekrukken. Netavisen Pio er i lommen på Socialdemokratiet og Groft sagt skal anbefale, at man efter amerikansk forbillede udvider med et TV-selskab, der kan bringe de partigodkendte nyheder. Det vil sikre mod Fake News.

Grækenlandisering?

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Socialdemokratiet vil give tidligere folkepension til personer, som er nedslidte fysisk eller psykisk. Det skal være en rettighed tildelt efter objektive kriterier, men samtidig skal ordningen holdes inden for tre milliarder kroner. De to ting strider mod hinanden. Hvad gør man, når pengene slipper op og der stadig er personer i køen, som har rettigheden? Den slags ordninger løber løbsk. Efterlønnen havde nogenlunde samme målsætning. Den var også beregnet for de få. Pludselig blev den objektive rettighed til efterløn en møllesten om halsen på statsfinanserne. I Grækenland havde man også for år tilbage en ordning lidt á la den socialdemokratiske. Pludselig endte næsten alle personer med at opfylde kriterierne. Der skulle en Merkel til for at afskaffe den.