Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Helhedslogik
Peter Nedergaard
EU har efter manges bedømmelse ikke haft en helt heldig hånd i forbindelse med indkøbet af coronavacciner. Dels har man tilsyneladende i et vist omfang satset på vacciner, som ikke var længst fremme i skoen med henblik på godkendelse. Dels har man ifølge medierne været en kende for nærig vedrørende prisen, man ville betale for hurtige masseleverancer. EU får Pfizervaccinen til cirka 12 euro stykket. Bl.a. Israel har været villig til at give omtrent det dobbelte mod til gengæld at få meget store og hurtige leverancer. Groft sagt foreslår på denne basis introduktionen af en ny vaccinelogik i EU. Fremover skal man ikke med den ene hånd spare småbeløb, når man med den anden hånd samtidig ofrer store beløb på grund af nedlukkede økonomier, tabte skatteindtægter og dyre hospitalsindlæggelser. Plus de mange ekstra dødsfald. Fremover skal man tænke helhedslogisk.

De danske børn
Hans Hauge
Der findes åbenbart et »dansk« institut mod tortur, der trods det hedder »Dignity«. Det har en direktør. Hvordan bliver man det? Man kan læse økonomi og filosofi på CBS og derefter være på London School of Economics. Så ved man noget om tortur. Rasmus G. Christensen hedder den veluddannede direktør. Han har været souschef på den danske repræsentation i de palæstinensiske områder. Et rigtigt karrieremenneske. Han mener, at »regeringen straffer de danske børn i Al-Hol og Al-Roj for deres forældres handlinger.« Ja, de er nok meget danske dernede og nynner »I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme«.
Hvis regeringen ikke henter dem »hjem«, bliver de radikaliserede og bitre, og sangen forstummer. Hvis de kommer hjem, hvad bliver de mon så? Direktører, læger, lagerarbejdere, taxachauffører, pizzabagere, filosoffer? Hvis man ved, hvad der sker, hvis de ikke kommer hjem, må man jo vide, hvad de bliver, hvis de kommer hjem.