Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Heldigvis har vi et stærkt politi, der på en god dag kan svinge sig op til at lyde som en udtjent pædagog fra 70erne

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Pædagogpoliti vs. coronavirus

Eva Selsing

Det går ikke så godt med samfundssindet hos de unge og smarte. Politiet har måttet rykke ud med farlige bøder forskellige steder, fordi større grupper hyggede sig sammen – på trods af de nye retningslinjer om, at maksimalt ti mennesker må samles. Det drejer sig blandt andet om folk og fæ på Christiania, Amager Strandpark og Fælledparken.

Heldigvis har vi et stærkt politi, der på en god dag kan svinge sig op til at lyde som en udtjent pædagog fra 70erne: »Vi forstår godt, at I vil nyde det gode vejr, men find steder, hvor der ikke er andre og hold afstand. Vi må og skal sammen bryde smittekæden,« som det efterfølgende lød i et tweet fra ordensmagten. Der fik de dén, regelbryderne, hvad?

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

De sidste tider

Jarl Cordua

I lyset af den verdensomspændende covid-19-katastrofe, der for tiden finder sted, øjner det medlemsmæssigt let skrantende Jehovas Vidner igen en mulighed for, at profetien fra Johannes’ Åbenbaring om undergangen Armageddon bliver til virkelighed. Det mener i al fald et af vidnernes øverste ledere Stephen Lett, der ser covid-19 som et umiddelbart signal fra oven om, at vi nu lever »i den sidste del af slutningen af de sidste dage« og dermed er tæt på »den sidste dag af de sidste dage«.

Vidnernes statistik for undergangsprofetier er imidlertid ikke overbevisende. I 1914 var man sikker i sin sag, men det blev desværre ved den lejlighed »kun« til en verdenskrig. Close, but no cigar, som de siger i bevægelsens hjemland. Det endte desuden med fejlskud i 1925, 1954 og 1975, hvor bevægelsens medlemmer også ventede forgæves.

Om det bliver i denne omgang, at de trofaste bibelstudenter reddes tørskoet i land af Vorherre, mens vi andre går under i evig fortabelse, ja, det får tiden vise.