Groft sagt har ikke altid været enig med Merkel, men siger alligevel tak for alt


Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Peter Nedergaard
Angela Merkel træder tilbage som Tysklands forbundskansler – og dermed også som Europas mest magtfulde politiker – ved næste valg til Forbundsdagen i Tyskland senere på året. Groft sagt har ikke altid været enig med Angela Merkel. Vi synes f.eks., at hun skulle have taget nabolandene med på råd, før hun åbnede dørene under flygtninge- og migrantkrisen i 2015-16. Omvendt synes vi, at hun tacklede eurozonekrisen godt, og foreløbig har hun gjort det rigtig eminent som europæisk lederskikkelse under coronakrisen.
Samtidig er vi endda tilfredse med hendes helt igennem rationelle og saglige tilgang til politik. Angela Merkels taler og udmeldinger er kemisk rensede for retorisk patos og forenkling. Hos hende får vi voksentale med lange sætninger, der er lige så indviklede som den sag, hun beretter om. Hun antager, at tilhørerne ikke er dummere, end de er.

Hans Hauge
Der er krise blandt universiteternes venstreradikale forskere. De ved ikke, hvad de skal gøre, når Trump er borte. De hader, når historien slutter. De frygter at ende som »rebeller uden en sag«. Hvem skal vreden vende sig imod, når nu den katolske humørbombe Joe Biden er kommet til magten? Der er næsten kun Victor Orbán tilbage.
Kunsthistorieprofessor Bolt har en løsning. Fascismen sluttede slet ikke med Trump, mener han. Og det er faktabaseret, for det står i Politiken. Det bliver meget værre. Bolts tankegang er velkendt. Da Hitler var død, sagde de i DDR: Fascismen forsvinder ikke med Hitler, den forsætter i Vesten. Pyha. Det var godt nok heldigt. Der er fortsat brug for universitetshumanisternes kamp for en bedre verden. Gid fascismen aldrig forsvinder, for hvad skal vi forske og undervise de studerende i, hvis den forsvandt?