Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Hans hellighed, den socialdemokratiske overaytalloah Kåre Dybvad, husker helt forkert

Søren Pind. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Socialdemokratisk historieløshed

Søren Pind

Hans hellighed, den socialdemokratiske overaytalloah Kåre Dybvad, moraliserer over for den tidligere svenske statsminister Carl Bildt i forbindelse med, at denne 9. april mindede om, at Sverige klarede sig gennem Anden Verdenskrig uden invasion på grund af et stærkt forsvar – i modsætning til blandt andet Danmark.

Dette har bragt Dybvad i affekt, og han gensvarede: »I stod klar med åbne arme, kjöttbullar og gifflar, da Hitler rullede ind. Så historieløs kan man nærmest ikke tillade sig at være.«.

Nu må Groft sagt bede om sine himmelblå: Det var i Danmark, tyskerne rullede ind, ikke i Sverige. Og her blev de modtaget med frikadeller og flødekager af den danske S-regering, der havde afrustet landet, afvist flygtende jøder ved grænsen til Tyskland og hvor socialdemokraten Buhl senere holdt den berygtede stikkertale, der opfordrede til at stikke modstandsbevægelsen. Det var derimod Sverige, der modtog tusinder af danske jøder.

Socialdemokratisk religionshistorie er en mærkelig størrelse. Og historieløs.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Med Fanden i kloster

Peter Nedergaard

Mogens Lykketoft har som pensionist indledt en offensiv for en højere formueskat. Da Lykketoft havde politisk magt i 1990erne, foranstaltede han, at den daværende formueskat blev afskaffet.

Denne Groft sagt-skribent har altid haft det med store formuer som den engelske filosof Francis Bacon: »Penge er som møg. De er ikke til nogen nytte, med mindre de spredes.« Derfor betragtede vedkommende Lykketofts 1995-angreb på formueskatten med sorg i sinde. Men at samme Lykketoft nu mere end et kvart århundrede senere kommer til erkendelse af fortidens dumheder og pludselig uden for alle magtens cirkler foreslår det indført, som han selv afskaffede, er dog det værste.

Egentlig troede vi på Groft sagt-redaktionen, at gamle talemåder var gået hen og blevet banale. Men det er de åbenbart ikke. Når Fanden bliver gammel, går han stadig i kloster.