Så kan han lære det!
Jarl Cordua
#Metoo-skeletter vælter stadig ud af skabene i dansk politik. Den tidligere »udkantsminister« i Thorning-regeringen, Carsten Hansen (S), bliver nu anklaget af en sekretær for at komme med upassende tilbud. Blandt andet udøvede den gamle »rustbanker« det scoretrick, som også er observeret hos partifællen Frank Jensen, med uopfordret at slikke kvinden på kinden.
For ti år siden underskrev sekretæren ellers ved partiledelsens mellemkomst en tavshedspagt, der »ordnede sagen i mindelighed«, så det beskidte vasketøj ikke skadede S yderligere ved at blive stillet offentligt til skue. Men Hansen blev ikke straffet hårdt nok, mener flere.
Chefen for det hele, daværende S-formand Helle Thorning-Schmidt, forsvarer sig nu med, at den odenseanske varmemester vitterligt blev straffet. Således forbigik hun ham ved regeringsdannelsen, så han ikke som ønsket blev beskæftigelsesminister, men i stedet måtte trælle som bolig- og »udkantsminister«.
Groft Sagt gyser ved Hansens fortjente hårde og triste skæbne.
Onlinefeudalismen slår til igen
Eva Selsing
Det begyndte med »faktatjek« af coronarelaterede opslag. Et emne, Facebook fandt så vigtigt, at misinformation desangående retfærdiggjorde censur og advarselsskilte på opslag. Techgiganten vil nu udvide faktatjek-censuren til også at omfatte klimadebatten for at komme »løgne« og »myter« til livs.
Klimaskeptikere og andre med divergerende og slemme holdninger kan godt begynde at glæde sig. Og det er formentlig blot begyndelsen. Vi har ganske vist allerede censur mod borgerlige mennesker, kulminerende i udelukkelsen af Donald Trump fra de sociale medier, men mon ikke vi kommer til at se en mere åben og systematisk udgrænsning af »faktuelt forkerte« politiske holdninger om føje år? Til stor glæde for den alligevel-ikke-så-liberale midte.